I morgen fylder han 18. Den lille dreng. Min lille dreng. Han er blevet en voksen – ung – mand. Han har lært at tage ansvar. Han er kærlig. Han tænker sig om. Og han ved, hvad han vil. Det er nogle af de stikord, jeg har fået skrevet ned på min seddel. Jeg vil jo gerne holde en god tale for ham i morgen. Vi får hele familien på besøg til middag. Om en uge holder vi fest for ham og hans venner. Han ville egentlig have holdt sin fest i morgen. Men jeg insisterede på, at vi holder familiemiddagen for ham i morgen. Der er så mange tanter og onkler som ville blive rigtigt skuffede, hvis ikke hans familiefest skulle afholdes på selve dagen.
En gammel skik
Det er sådan en gammeldags tradition i min familie. Og jeg bøjer mig for den. Traditionen fortæller også, at der skal holdes taler, synges hjemmeskrevne sange og eventuelt læses op. Min pligt som værtinde er at holde velkomsttalen og at holde en tale for min søn. En særlig tale, hvor jeg røber alle hans hemmeligheder og siger noget sjovt. Det er faktisk ikke en nem opgave. Jeg vil jo ikke røbe hans hemmeligheder. Jeg vil ikke latterliggøre ham. Eller hans søskende. Det er ok, at jeg gør mig selv til grin. Det bliver jo alligevel glemt hurtigt.
Jeg kigger på min stikordsliste. Kærlig, klog, venlig, høflig. Det dur ikke. Jeg vender papiret, jeg har skrevet ordene ned på, om, og forsøger at huske på sjove, uskyldige episoder, der handler om min søn.
Han fik en hælspore
Jeg kommer i tanke om, dengang han var 4 år, og vi var hos lægen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han altid faldt. Ugen grund, så snublede han bare. Dengang havde lægen konstateret, at han var platfodet, og at han skulle gå med særlige sko med indlæg i. Det hjalp. Han kom i skole uden at snuble. Han klarede sig godt i skolen. Havde ikke problemer. Blev god til atletik. Og fodbold, som han elsker. Ja, fodbold, det er et godt ord at tale om. Alle i min familie elsker fodbold. Så der skal tales om fodbold og kærligheden til den sport. Der skal ikke tales om hælspore og den periode, vi havde for bare 3 år siden, hvor han var henvist til at sidde på bænken, fordi hans hælspore ikke fortog sig. Han overtrænede, og hælsporen var bare ved at blive et permanent problem, men heldigvis fandt vi en fysioterapi, der hjalp.
Hård periode
Det var en periode, som var svær for både ham og mig. For ham, fordi han ikke kunne være med på holdet. For mig, fordi jeg dag ud og dag ind måtte høre på hans beklagelser over ikke, at du’ til noget som helst og at den hælspore gjorde ondt. Det er svært for en 15-årig at blive sat på bænken, når det eneste, han vil, er at spille fodbold. Nå fodbold. Emnet får 2 minutter. Jeg kan sagtens tale om fodbold. Dernæst? Ja, måske skal jeg tale om hans væsen, der er kærligt og omsorgsfuldt? Ja, det skal der også tales om. Temperamentet? Helt sikkert også et godt ord. Han kan jo være ret hidsig.
