I morgen fylder han 18. Den lille dreng. Min lille dreng. Han er blevet en voksen – ung – mand. Han har lært at tage ansvar. Han er kærlig. Han tænker sig om. Og han ved, hvad han vil. Det er nogle af de stikord, jeg har fået skrevet ned på min seddel. Jeg vil jo gerne holde en god tale for ham i morgen. Vi får hele familien på besøg til middag. Om en uge holder vi fest for ham og hans venner. Han ville egentlig have holdt sin fest i morgen. Men jeg insisterede på, at vi holder familiemiddagen for ham i morgen. Der er så mange tanter og onkler som ville blive rigtigt skuffede, hvis ikke hans familiefest skulle afholdes på selve dagen.
En gammel skik
Det er sådan en gammeldags tradition i min familie. Og jeg bøjer mig for den. Traditionen fortæller også, at der skal holdes taler, synges hjemmeskrevne sange og eventuelt læses op. Min pligt som værtinde er at holde velkomsttalen og at holde en tale for min søn. En særlig tale, hvor jeg røber alle hans hemmeligheder og siger noget sjovt. Det er faktisk ikke en nem opgave. Jeg vil jo ikke røbe hans hemmeligheder. Jeg vil ikke latterliggøre ham. Eller hans søskende. Det er ok, at jeg gør mig selv til grin. Det bliver jo alligevel glemt hurtigt.
Jeg kigger på min stikordsliste. Kærlig, klog, venlig, høflig. Det dur ikke. Jeg vender papiret, jeg har skrevet ordene ned på, om, og forsøger at huske på sjove, uskyldige episoder, der handler om min søn.
Han fik en hælspore
Jeg kommer i tanke om, dengang han var 4 år, og vi var hos lægen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han altid faldt. Uden grund, så snublede han bare. Dengang havde lægen konstateret, at han var platfodet, og at han skulle gå med særlige sko med indlæg i. Det hjalp. Han kom i skole uden at snuble. Han klarede sig godt i skolen. Havde ikke problemer. Blev god til atletik. Og fodbold, som han elsker. Ja, fodbold, det er et godt ord at tale om. Alle i min familie elsker fodbold. Så der skal tales om fodbold og kærligheden til den sport.
Hård periode
Der er dog noget, som jeg ikke skal tale om i morgen – den periode for bare 3 år siden, hvor han var henvist til at sidde på bænken. Hælsporen kom dårligt ud for ham. For atlet som ham, som elskede fodbold over alt andet, var det næsten umuligt. Jeg hørte dag efter dag på hans beklagelser over det meste – at han ikke kunne være med på holdet, at hælspore gjorde ondt, at han følte sig værdiløs.
Hælsporerne er faktisk en meget almindelig problemstilling blandt unge atleter. De opstår, når gentagne belastninger på hælen – sådan som det kaster og springer i fodbold – irriterer vævet omkring hælbenet. Heldigvis ved vi i dag, at
hælsporrer kan behandles succesfuldt med fysioterapi i 90 % af tilfældene
. Det var præcis det, som gav ham håbet tilbage.
Det er svært for en 15-årig at blive sat på bænken, når det eneste, han vil, er at spille fodbold. Da hælsporen blev værre af træningen, fandt vi heldigvis en fysioterapi, der kunne hjælpe ham. Fysioterapi blev det vendepunkt. Ikke sådan, at sporen forsvandt –
hælsporrs symptomer kan heldigvis behandles og håndteres med konservativ behandling og blive mindre generende over tid
, selvom sporen selv ikke går væk.
Terapien omfattede både øvelser til at strække og styrke foden, samt arbejde med hans gangart og fodmekanik. Der blev gjort meget ud af at mindske belastningen på området, så det kunne hele uden at han helt skulle stoppe med at være aktiv. For ham ville fuldstændig hvile have været både fysisk og mentalt umuligt. I stedet arbejdede han gradvist tilbage til fodbold – det tog tid, men det virkede.
For mig som mor var det en prøvelse at se ham kæmpe med det. Men han lærte noget vigtig i den periode – at man ikke altid kan gennemtvinge tingene, at vedholdenhed betyder noget, og at der er hjælp at få når man søger den rette ekspertise. Det er faktisk også værdier værd at nævne i en tale.
Nå fodbold. Emnet får 2 minutter. Jeg kan sagtens tale om fodbold. Dernæst? Ja, måske skal jeg tale om hans væsen, der er kærligt og omsorgsfuldt? Ja, det skal der også tales om. Temperamentet? Helt sikkert også et godt ord. Han kan jo være ret hidsig. Men nu ved jeg også præcis hvad jeg skal sige – om hvor stærk han er blevet.
