Det er noget værre rod det her med at skulle sørge for, at min mor får den erstatning - ⓘ -, hun har krav på. For godt et år siden blev hun indlagt på hospitalet med alvorlige problemer i tarmsystemet. Lægerne diagnosticerede det som en almindelig tilstand, som med penicillin og forsigtig kost burde være behjælpet inden få uger. Hun kom hjem med recepter på penicillin, som hun trofast tog – tre piller dagligt – ligesom en god patient skal.
Men i stedet for at blive bedre blev hun værre og værre. Problemet var, at lægerne havde glemt at ordinere den type medicin, der skal modvirke penicillins skadelige påvirkninger på tarmsystemet. Hun tog pillerne i flere uger, og hele tiden led hun af intense smerter, hård mave og andre kvaler, der vekslede efter hendes daglige kost. For hver dag, der gik, blev hendes tilstand mere uudholdeligt.
Når autoriteten svigter
Jeg forstår simpelthen ikke den autoritetstro, min mor udvist. Hun troede, det ville blive bedre. Vi ringede til lægerne gentagne gange og fortalte dem, at tingene blev værre. Vi tigede og bad dem om at undersøge, om medicinen og kosten var i orden. Men hver eneste gang fik vi at vide, at alt var som det skulle være – det var bare et spørgsmål om tålmodighed.
Min tålmodighed løb helt ud. Det er svært at have sin mor i telefonen hver anden time, grædefærd af smerte og begging mig om at komme og hjælpe hende. Det er frustration og vrede, når sundhedspersonalet ignorerer gentagne advarselssignaler fra en patient, der kun bliver værre.
Søgte rådgivning hos en advokat
Til sidst ringede jeg til en advokat i Aabenraa, som jeg kender: https://bjsj.dk/boligadvokat-aabenraa/. Til at begynde med kunne han høre, at han var overrasket over, hvad jeg ringede om. Men efterhånden som jeg fortalte ham om min mors lidelse og mit desperat forsøg på at få hjælp, forstod han, at jeg bad ham om hjælp til at sagsøge nogle læger, der havde været uansvarlige. Det var ikke let at formulere, men det var sandheden.
Han er en besindig og forsigtig mand, men han kunne godt forstå mit desperation. Han påtog sig at undersøge, hvilke muligheder vi havde for at få retfærdighed. Efter nogle dage ringede han tilbage. Han fortalte mig, at det ser ud til, at vi har gode chancer for at søge om patienterstatning, fordi lægerne åbenbart ikke var grundige nok, da de ordinerede medicinen. En erfaren specialist ville have handlet anderledes, sagde han – det er det vigtigste kriterium i Danmarks erstatningssystem.
Forventninger til processen
Min advokat forklarede, at der er vigtige forskelle mellem forskellige typer af erstatningskrav. Patienterstatning handler om, hvorvidt behandlingen har resulteret i en skade, som en erfaren læge ville have undgået. Det er ikke nødvendigt at bevise klasisk skadesvarende uagtsomhed – det er en administrativ proces, ikke et søgsmål. Men han var også ærlig: vi kan ikke regne med at få erstatning for svie og smerte alene. En sag der udelukkende hviler på manglende empati og ringere service ville være meget vanskelig at gennemføre.
Denne forklaring var både hjælpsom og nedslående. Det betyder, at vi skal fokusere på de konkrete, påviselige skader – de fysiske konsekvenser af den forkerte ordinering – og ikke på det psykologiske træl ved at føle sig svigtet af sundhedssystemet.
Jeg er egentlig ligeglad med, om vi får erstatning eller ej. Det vil naturligvis være rart. Men det vigtigste er, at min mor bliver rask og kommer væk fra smerterne. Hvis jeg får mulighed for at sagsøge lægerne for deres ligegyldighed og fejl, vil jeg gøre det – ikke for at få penge, men for at sikre, at sådan noget ikke sker igen for andre patienter. Min advokat ved præcis, hvor jeg står, og jeg håber, han vil støtte mig hele vejen gennem processen.
