Forleden læste jeg en artikel, som ikke gjorde andet end at fastslå det, som alle godt ved: Vold i hjemmet er steget meget i det sidste år. Denne stigning skyldes ikke mindst, at mange mennesker har været tvunget til at være i samme stue bogstaveligt talt. De små ‘pusterum’, såsom arbejde, aktiviteter i foreninger og sociale sammenkomster, der ligesom løftede presset af i et svært samliv, blev pludselig fjernet, da vi røg ind i lockdown allerede tilbage i marts. Tal fra en national enhed fortæller, at i løbet af den første uge af lockdown fik hotlines i Danmark dobbelt så mange opkald og anmodninger om hjælp til et krisecenter. At tallet så faldt i de efterfølgende uger, kan have noget at gøre med, at det for nogle voldsofre er eller har været svært at komme til en telefon - ⓘ - for at få hjælp – eller endnu værre, at de simpelthen ikke kunne forlade deres abuser uden at det blev bemærket.
Omfanget af vold er større end statistikkerne viser
Tallene jeg så fra en undersøgelse viste, at der er ca. dobbelt så mange kvinder som mænd, der er udsat for vold. De sidste tal, jeg har kunnet finde, er fra 2018. Denne undersøgelse viste, at mere end 38.000 kvinder og 19.000 mænd bliver udsat for vold. Hvis man tænker lidt logisk, betyder det, at der i dag findes omkring 115.000 voldsramte*, som har brug for hjælp. Godt 75.000 af dem er kvinder.
Det vigtige at understrege her er, at meget vold aldrig bliver anmeldt eller bliver kendt. Forskning viser, at kun omkring 5 procent af al vold i nære relationer bliver anmeldt til politiet. Dette betyder, at de officielle tal kun fanger toppen af isbjerget. Vold tager mange former – fysisk, psykisk og økonomisk – og særligt psykisk vold er udbredt og ofte under-rapporteret. Mange mennesker er ikke klar over, at de bliver udsat for misbrug, indtil det eskalerer.
Krisecentrenes kapacitetskrise
En vigtig spørgsmål er således: Findes der så mange pladser på de eksisterende krisecentre, at de alle kan få hjælp? Nej. Helt klart ikke. I Danmark bor der årligt omkring 3.300 mennesker på krisecentre, og de bringer 2.600 børn med sig. Dette tal pales dog ud, når man tænker på, at der potentielt er ti gange så mange mennesker, der har brug for hjælp, men ikke kan finde plads. De eksisterende krisecentre – både private og offentlige – er systematisk under-finansierede og fyldt til kapacitet, især i storbyerne.
Problemet er særligt akut i København og på Sjælland, hvor flere shelters konsekvent har været fuldt booket uden ledige pladser. Det betyder, at mennesker, der forsøger at flygte fra vold, nogle gange blot ikke kan få plads – og må vende tilbage til en farlig situation.
Derfor går jeg absolut ind for, at der skal afsættes meget større beløb til både private og offentlige centre, der varetager den vigtige opgave at hjælpe voldsramte mennesker videre. Vi taler ikke kun om voksne – men også børn, som vokser op med vold som daglig virkelighed. Jeg går absolut ind for, at der skal etableres flere centre. Især i storbyerne, hvor det har vist sig, at presset er størst.
Pandemi som tipping point – ikke afslutning
Hvorfor mener jeg, at vi har så presserende brug for udvidelse? Fordi jeg ikke tror, at vi kan slippe ud af den her pandemikrise med vacciner alene. Vaccinationen hjælper os til at kunne få dele af vores normale hverdag tilbage. Men vi må indse, at vi skal lære at håndtere vores hverdag på fundamentalt andre måder end før. Mange af os vil vedblive med at skulle arbejde hjemmefra – også når smittefaren ikke eksisterer mere om nogle år. Og det tager tid for os at lære det. Nogen af os lærer hurtigt. Andre lærer lidt langsommere.
Den vedvarende hjemmearbejde kombineret med øget økonomisk usikkerhed, børnepasningsudfordringer og manglende sociale ‘afbræk’ skaber en helt ny risikoprofil. Nogle mennesker vil blive tvunget til at leve i et forhold, hvor vold pludselig kommer ind i relationen, fordi en af partnerne ikke kan håndtere den nye virkelighed. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan vi håndterer store og pludselige forandringer i vores dagligdag. For nogle vil det tage flere år, før volden viser sig. For andre viser den sig meget hurtigt – ofte startende med psykisk kontrol, som senere eskalerer.
Psykologisk forskning fra pandemiperioden viser, at faktorer som isolation, økonomisk stress, trabalansekonflikt (særligt når arbejdet kommer hjem) og uenighed om håndtering af coronavirus alt sammen har øget risikoen for partner-vold. Især fætre rapporterer at depression og aggressivitet stiger, når arbejdsstress og privatlivskonflikter blandes. Disse mønstre er ikke forsvundet – de fortsætter blot.
Investering nu kan forhindre større krise senere
Jeg er virkelig alvorligt bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget. Og hvis vi ikke planlægger og investerer i mere kapacitet nu, så vil det blive katastrofalt – både for mange mennesker i nød, og for vores samfunds økonomi gennem helsetab, tabte arbejdsår og øget belastning på sundhedssystemet.
*: Voldsramte: Her forstået som mennesker, der har været udsat for fysisk, psykisk eller økonomisk vold.
