Hun var i knibe. Økonomisk. Min kusine. Hun har altid levet over evne og havde brug for penge - ⓘ -. Hun skulle bruge dem til at reparere en del af taget med, sagde hun. Jeg ved, at det ikke er helt løgn. Der skal isoleres under hendes tag, og den del af taget, som dækker tilbygningen, skal faktisk repareres. Det er en stor udgift for hende, og hun har bedt mig om at låne hende pengene til arbejdet.
Jeg har lånt hende penge før
Tidligere har hun lånt penge af mig til at få sat et nyt køkken op. Det fik hun gjort, men udgiften var usandsynlig stor. Jeg opdagede senere, at hun samtidig havde råd til at tage på ferie - ⓘ - i Australien – betalt af det samme lån. Jeg blev temmelig sur på hende, fordi hun ikke fortalte mig hele sandheden fra starten. Hvis hun havde været ærlig og sagt “Jeg vil gerne låne nogle penge til at få køkkenet lavet og til at tage på ferie for,” ville jeg ikke have lånt hende alle pengene, hun bad om.
Hun underskrev vel et pantebrev til mig, men det gjorde situationen ikke mindre irriterende. Det, der mest irriterede mig, var løgnen – og den usikkerhed, som manglende ærlighed skaffer. Heldigvis betalte hun mig pengene tilbage uden renter, og det er jeg taknemlig for.
Denne gang er jeg derfor på vagt. Hun beder mig om et lån på 500.000 kroner. Det er rigtigt mange penge – selv i min økonomi. Hun har brugt de samme argumenter som sidst: Hun giver mig pantebreve og betaler selvfølgelig pengene tilbage, når hendes forretning går godt igen. Jeg tror på hendes intentioner. Men halvt million kroner? Det er for meget.
Hvor skal pengene gå til?
Tagarbejdet koster efter hendes eget udsagn omkring 350.000 kroner. Det lader til at være realistisk. Men hvad skal hun bruge de sidste 150.000 til? Det får jeg ikke noget klart svar på.
“Det er sådan til at få sat nogle småting i stand i forretningen, du ved. Male interiøret og få den givet et nyt look. Jeg skal jo være med på moden,” siger hun. Jeg synes ikke, det svarer til mit spørgsmål. Da jeg direkte spørger, om hun planlægger en ny dyr ferie, bliver jeg mødt med: “Jeg er jo nødt til at stille lidt kapital, så jeg kan købe nye varer til forretningen.”
Aha. Så hun skal rejse igen. Hun sælger møbler og brugsgenstande, som hun importerer fra Asien. Jeg forstår godt, at hun gerne vil se varerne på stedet – det giver mening for en forretning. Men jeg kan ikke se, at det kræver 150.000 kroner. Kan hun ikke bestille varerne og betale dem via bankoverførsel? Er det virkelig nødvendigt at rejse derned? Selvom jeg kan fornemme logikken i at ville se varer før køb, virker det som en dyr måde at gøre det på. Og 150.000 kroner rækker ikke til alle de varer, hun visioner at indkøbe alligevel.
At sætte grænser
Vi har haft adskillige diskussioner. Jeg vil gerne hjælpe hende – det er min kusine, og hendes situation er reel. Men hun skal være ærlig om hele billedet, ikke bare de dele, hun synes passer ind i historien. Samtidig er jeg træt af at skulle rende ned til fogeden for at få pantebrevet tinglyst hver gang hun har brug for hjælp.
Så jeg har bedt hende om at sende mig en kopi af tilbuddet fra håndværkerne. Jeg vil låne hende pengene til tagarbejdet – det er en legitim og nødvendig udgift. Plus udgiften til en flybillet til møbeludstillingen. Det synes jeg er rimeligt, hvis hun skal se varerne for at købe dem.
Men opholdet og billetten til at deltage i selve udstillingen? Det må hun finde penge til et andet sted. Om hun så skal tage et kviklån – jeg er faktisk ligeglad. Jeg hjælper, men på mine betingelser. Og denne gang skal der ikke være noget gråt område omkring, hvad pengene skal bruges til.
